Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
Header

Sygehus LillebæltpilPresserumpilNyhederpilNy behandling letter ryggen for smerter

Ny behandling letter ryggen for smerter

Siden januar har Rygcenter Syddanmark i Middelfart med en ny behandling hjulpet patienter af med de kroniske rygsmerter, der har plaget dem i årevis.

Tekst: Søren Hygum Hansen, Sygehus Lillebælt
Foto: Charlotte Dahl, Sygehus Lillebælt

Nogle af patienterne har gået rundt med stærke rygsmerter i flere år. Andre har så ondt i ryggen, at de har måttet stoppe med at arbejde - og ikke kan leve et almindeligt liv.

Men nu kan en ny behandling på Rygcenter Syddanmark i Middelfart – potentielt - hjælpe de hårdt plagede patienter tilbage til en mere normal tilværelse.

Som noget nyt tilbyder rygcentret behandlingen ”denervation”, der har vist sig at have en positiv effekt for patienter med kroniske smerter i den nederste del af ryggen.
- De folk, vi behandler, har så kraftige rygsmerter, at det påvirker deres livskvalitet og deres evne til at fungere normalt. Og de har allerede prøvet mange former for behandling, uden at det har hjulpet. Så de skal enten lære at leve med det, eller også skal vi prøve med vores behandling, fortæller reservelæge Rune Tendal Paulsen, der sammen med rygkirurg Frederik Busch har implementeret behandlingen på Rygcenter Syddanmark. 

En fantastisk følelse
Behandlingen koncentrerer sig omkring patientens facetled i lænden – led, der forbinder to ryghvirvler, og som ofte er årsagen til de kroniske smerter. Med en varm elektrode afbryder kirurgen forbindelsen mellem de nervefibre, der går fra facetleddene og til hjernen, så patienten ikke længere kan registrere den kroniske smerte.
 

Denervation - nærbillede

En varm elektrode er nøglen til at mindske smerterne i lænden.

Fibrene stammer fra sansenerver og ikke fra motoriske nerver, og derfor skader behandlingen ikke patientens bevægeevne, og der er en meget lille risiko forbundet med indgrebet, der bliver foretaget på tre kvarter under lokalbedøvelse.
- Der er ingen tvivl om, at vi hjælper de patienter, der får behandlingen. De er jo voldsomt plagede af smerterne, så det har en stor betydning for dem at slippe af med smerterne, siger overlæge Frederik Busch.

Én af de første rygpatienter, der fik behandlingen, var 57-årige Frode Blank fra Augustenborg på Als. I november 2011 - og igen halvandet år senere - blev han ramt af invaliderende diskusprolapser, der blandt andet betød, at han måtte stoppe som selvstændig servicetekniker - og i en overgang ikke kunne køre bil og dårligt bevæge sig.

Men i december 2016 fik han en denervations-behandling på Rygcenter Syddanmark, der siden fik de kroniske smerter i lænden til at forsvinde. 
- Det var fantastisk, og jeg var nærmest som et nyt menneske. Jeg kunne pludselig gøre ting, jeg ikke havde kunnet gøre før, og behandlingen havde en enorm effekt, fortæller han.

Oplært af tyske læger
Denervation er siden januar blevet tilbudt på ordinær vis i Middelfart, hvor i gennemsnit tre patienter hver uge er blevet behandlet, men tilbage i 2016 indførte lægerne første gang behandlingen i et pilotprojekt. Forinden havde læger fra rygcentret fået en grundig oplæring i denervation på universitetshospitalet i Freiburg i Tyskland, ligesom også tyske læger havde været i Middelfart for at lære fra sig.
 

Rune Tendal og Frederik Busch

Rune Tendal Paulsen (tv) og Frederik Busch har implementeret behandlingen i Middelfart.

I forbindelse med pilotprojektet fulgte lægerne op på behandlingen af 22 patienter. Alle 22 svarede i den første tid derefter, at behandlingen havde mindsket eller helt fjernet smerterne i lænden.

Ét år senere kunne kun 58 procent af de adspurgte stadig mærke en positiv effekt af behandlingen. Det skyldes blandt andet, at nervefibrene gror sammen igen, så hjernen atter kan registrere smerten.
- Men det år betyder rigtig meget for de folk, der har haft daglige smerter i meget lang tid. Nogle kan pludselig arbejde igen eller tage ud at rejse. Og de kan træne kroppen, uden at det gør ondt. Og på den måde kan de bryde den onde cirkel, fordi de igen kan opleve, hvordan det føles at være fri for smerter, fortæller Rune Tendal Paulsen.

Teknologien er bedre
Mange patienter vil kunne få foretaget en ny denervation, når effekten er aftaget. Det var tilfældet for Frode Blank, der mærkede effekten i halvandet år efter behandlingen. I januar lå han så igen på operationsbriksen, fordi smerterne var vendt tilbage.
- Men jeg har det fint med, at effekten er tidsbegrænset, for hvad er alternativet til så invaliderende smerter? Og nu, hvor jeg er blevet behandlet igen, er smerterne atter mindsket i en sådan grad, at jeg bliver glad og helt høj af det, siger han.

Rune Tendal Paulsen forventer, at en efterhånden større andel vil mærke en længerevarende effekt af behandlingen.
- Vores teknik og udstyr er blevet endnu bedre, end da vi begyndte i 2016, og dermed er behandlingen også blevet mere effektiv. Derfor forventer vi med tiden endnu bedre resultater, siger han.

Senere i år vil lægerne foretage et nyt studie af effekten af behandlingen, der vil bygge på en større gruppe, nøje udvalgte patienter, der har smerter i facetleddene. 

 


Siden er sidst opdateret 23-04-2019.
Kontakt: Anna-Esther Nielsen - OUH



Sygehus Lillebælt | Telefon 76 36 20 00 | Send sikker e-mail til Sygehus Lillebælt